Letvægts desserter og overraskelser

Generelt gøres der alt for lidt i desserter på fjeldet, og det kan da ikke være vægtvogtere, der holder os tilbage, da en lille dessert hurtig kan brændes af i løbet af en dags vandring. Og alle de gange jeg selv har haft små desserter/overraskelser med, så har det kun vagt begejstring og en god stemning. Så hvis det er ideerne det kniber med, så har jeg samlet nogle her. De fleste af dem har jeg selv prøvet i forskellige variationer, men ellers må I selv fortsætte eksperimenterne, og hvis I finde ud af noget spændende, så vil jeg selvfølgelig gerne høre om det.

Her er så lidt ideer:

Men først lige lidt generelle tips:

 

Chokolademousse
Til 4 pers.
Vægt: ca. 250 g.

En stor klassiker, der er afprøvet med held rigtig mange gange. Er ikke god til de varme sommerdage, da den skal stå koldt (i sneen eller en kold elv).

2 ps. standard Dr. Oetkers chokolademousse
1 dl sødmælkspulver

Tilsættes ½ liter vand, piskes fint og stilles koldt i en halv time. Skal det være ekstra godt kan man evt. hakke lidt af sin chokolade ration fint og tilsætte (der behøves faktisk ikke så meget før det giver lidt konsistens til moussen).

Variationer:
- Brug halv vand og halv vodka for en sjov aften.
- Ellers kan der tilsættes alt muligt andet man lige har ved hånden: Kahlua, knuste peanuts, smuldret kiks/Loganbrød, lidt müsli, etc.


Rigtig Chokolademælk
Til 4 kopper
Vægt: 175 g
Energi: 3822 kJ (2184 kJ/100g)

En rigtig god, varmende og mættende kop i stedet for dem traditionelle kop pulverkakao.

100 g fint hakket mørk chokolade (gerne en 70% chokolade) i en pose for sig selv
10 g sukker
½ stang vanilie (Kornene skabes ud) eller evt. lidt vanillesukker
65 g sødmælkspulver (til 4-5 dl mælk)
Evt lidt fløde eller flødepulver

Kog 4½ dl vand og hæld de øvrige ingredienser i, mens der piskes. Serveres.

Æblegrød
Vægt: ca. 100 g

92 g tørrede æbler (OK, det behøver ikke lige være 92 g, men det var hvad jeg havde)
3 spsk sukker (evt. lidt vanillesukker)

Bland bare det hele sammen hjemmefra i en pose.
Æblerne rehydres i vand i nogle timer og koges til grød sammen med vandet og sukkeret. Mængden af vand kan variere med typen af æbler og hvor meget de er blevet tørret, men det skal gerne ende med en lind æblegrød :-) Det samme gælder for sukkermængden selvfølgelig, men 3 spsk. er nok ikke helt galt.

Variationer: Der kan laves samme type grød med stort set alle typer frugt, gå bare i gang med eksperimenterne.

En rigtig gammeldags æblekage
Rigelig til 4 personer, så der også kan blive en anden runde – uden at der skal nødes :-)
Vægt: ca. 260 g

92 g tørrede æbler
3 spsk sukker (evt. lidt vanillesukker)
100 g makroner (knus dem evt. bare hjemmefra)
1 ps (=56 g) flødeskumspulver (tilsættes 2½ dl vand)

Der laves en æblegrød som nævnt ovenfor, der sættes til afkøling. Flødeskumspulveret piskes i de 2½ dl vand (start med 2 dl og tilsæt lidt mere hvis der er behov). I en skål/gryde hældes først halvdelen af æblegrøden, så halvdelen af makronerne, resten af æblegrøden og resten af makronerne. Pyntes med flødeskum (der bliver lidt rigelig flødeskum ud af 1 pose – men på en eller anden måde så forsvinder den alligevel :-)

Kornmo-kage
Vægt: Kun chokoladen, resten findes i proviantlageret.

Her en spændende dessert til skiløbere eller vandrer, der benytter sig af provianten fra selvbetjeningshytterne, og som HAR prøvet at dele en dåse ananas eller frugtcocktail, der for længst er over sidste holdbarhedsdato.

Medbring:
- rigelig med mørk chokolade (hvilket man jo alligevel har med :-)

Resten improviseres fra proviantlageret:
- ½ pakke Kornmo kiks
- 4-5 pakker smør
- En dåse ananasringe
- En dåse frugtcocktail

Kornmo-en knuses og blandes med det smeltede smør, og deles i 4-5 portioner, der ”samles/bankes” sammen til en rund bund på størrelse med en ananasring. Hvis man er til det Nøddepålæg, man også nogle gange kan finde, kan man evt. blande det i bunden. Bundene sættes koldt, så de størkner og bliver hårde.

Chokoladen smeltes over vandbad. Har man ekstra meget med smøres bundene med chokolade, inden der lægges en ananasring på bundene og en skefuld frugtcocktail i midten, inden det hele pyntes med smalle striber chokolade udover kagen.


Appelsinris
Vægt: ca. 500 g (mest pga. den friske appelsin)

Er en ellers god og let dessert, hvis man har noget kogt ris i overskud – men hvem har det på en fjeldtur? Den er godt nok i den tungere ende på grund af den friske appelsin, men det er også en lækker dessert!

2 dl ris
1 stk appelsiner
3 spsk sukker (evt. ½ vanillesukker)
1 ps (=56 g) flødeskumspulver (tilsættes 2-2½ dl vand)
Evt. lidt hakkede mandler, hvis det skal gå vildt for sig :-)

Skræl appelsinen, del den i både og skær dem i tern og fordel sukkeret over dem. Kog risene med den mængde vand der skal til del pågældende type ris og lad dem køle af. Bland ris, appelsiner (med sukker) og flødeskum (brug evt. kun en halv portion flødeskum)

Frugtsuppe
Vægt: Tjaaaa, vælg selv :-)

Frugtsuppe er meget let at lave selv: Vælg ca. 100 g af dine favorit tørrede frugter (kan også købes som "sund slik"), og hak dem i små stykker. De koges op sammen med 6-8 dl vand (alt efter typen og tørhedsgraden). Ca. 40 g kartoffelmel blandes op med lidt vand og hældes i suppen til den har den ønskede tykkelse. Prøv f.eks. en blanding af tørrede abrikoser, æbler og mango.

Gulerodssalat
Vægt: ca. 80 g.

Kan virkelig være genial på en fjeldtur, hvor man efter flere dag med pulvermad bare trænger til noget friskt.

50 g groft revet og tørrede gulerødder (svarer til ca. 600 g friske gulerødder)
citronsaft (En frisk citron eller bare saften fra en citron)
4 spsk. sukker
Evt. rosiner.

Gulerødderne rives groft inden de tørres, da de let smuldre helt i rygsækken, hvis de rives for fint. I lejren lægges gulerødderne i vand til de er rehydrerede igen og det sidste vand hældes fra og dressingen (citronsaft og sukker) blandes og hældes over.

Popcorn
Popcorn
lidt olie
salt

Poppes i gryden på gammeldags facon.

Rejechips
rejechips
olie

Hvis du har en god portion olie med (eller er på en hytte med olie), så overvej også rejechips. De er virkelig letvægts så det vil noget. 100 g tørrede chips giver vel ca. 50 stk. Rejechippene sænkes nogle få af gangen ned i den varme olie til de "popper".

De fås i en del indvandrerforretninger (f.eks. SemSem).

Chokoladefondue
ca 200 g chokolade (lys, mørk, hvid alt efter hvad man nu har med)
alt hvad der kan dyppes i chokoladen:
- frugter (bananer er rigtig gode, men holder sig dårligt i rygsækken)
- mandler(nødder)
- marshmallows

Chokoladen hakkes fint (så smelter den lettere) og pladseres i en dyb tallerken/skål over anden skål/gryde med varmt vand.

 

Chokolade croissanter
Vægt: ca 300 g

En dåse med croissantdej (fåes f.eks. i ISO) (giver 6 stk.)
Et lille stykke chokolade til hver croissant.
Lidt smør/olie.

Croissant-dejen tages ud af dåsen, deles og rulle op omkring et lille stykke chokolade. Derefter bages de i 15-20 minutter.

Bagningen foregår lettest ved at sætte croissanterne på en smurt tallerken (eller i en gryde), der adskildes fra den yderste gryde med nogle småsten (var ikke så lette at finde på vores skitur, så vi brugte nogle skeer :-).

Tak for ideen Peter.

FØR:

EFTER:

Det kan også sagtens lade sig gøre på trangia, men gryderne er ikke helt så solide som på de norske hytter, så det kræver en lidt anden teknik. Start med ca. 1 cm sand i den store gryde og læg et stykke bagepapir i den lille gryde (og smør siderne med lidt olie, så det ikke brænder på):

  1. Start med ca. 1 cm sand i den store gryde
  2. Læg et stykke bagepapir i den lille gryde (og smør siderne med lidt olie, så det ikke brænder på)
  3. Rul croissanterne sammen (evt. med fyld, som chokolade, revet ost, eller hvad man har lyst til)
  4. Læg dem i den lille gryde, som sættes oven på sandet i den store gryde.
  5. Bag dem i ca. 20 minutter og lavt blus ... og voila

På samme måde kan bages alt muligt andet også. Forestil dig en uge på fjeldet med det samme Loganbrød hver frokost og så på en overliggerdag, dejlig varm nybagt rugbrød med smør og ost. MUMS !!!!